Leveranceaftale om Praksys.dk underskrevet

Efter at have underskrevet leveranceaftalen med CSC er afklaringsfasen på Praksys.dk nu gået rigtigt i gang.

Efter at have underskrevet leveranceaftalen med CSC går Praksys.dk – den nye sygesikringsløsning - nu for alvor i gang med afklaringsfasen.

CSC blev i januar valgt som leverandør af Praksys.dk på basis af et udbud. Nu er leveranceaftalen underskrevet af alle parter og arbejdet med at specificere løsningen er gået i gang. Aftalen giver kommunerne mulighed for at hjemtage den vederlagsfri fysioterapi. Også andre opgaver vil hurtigt og billigt kunne flytte mellem regioner og kommuner, hvis det bliver nødvendigt.

Styregruppe beslutter prismodel

Løsningen vil i gennemsnit medføre lavere driftsomkostninger i kommunerne pr. borger pr. år. Den endelige prismodel ligger endnu ikke fast, men vil blive besluttet i styregruppen, som udover medlemmer fra KOMBIT og KL har tre kommunale repræsentanter – fra København, Herlev og Herning. KOMBIT forventer, at prismodellen vil følge samme gennemskuelige prismodel som på monopolbrudsområderne.

Udover besparelser på den direkte betaling forventer vi også, at den nye løsning vil give mange kommuner mulighed for at indhente gevinster gennem effektiviseringer.

Stort kommunalt engagement

Arbejdet med at specificere løsningen vil blandt andet bestå i workshops med kommunale brugere og borgere for at sikre, at systemet bliver lovmedholdeligt, effektivt og nemt at bruge. Allerede nu nyder projektet godt af input fra kommunale brugere, som er klar, engagerede og parat til at bidrage til at få udviklet en god og brugervenlig løsning.

Hele afklaringsfasen vil være afsluttet omkring november 2014, og herefter kan CSC gå i gang med at udvikle løsningen. Den nye løsning vil blive udrullet i faser i løbet af 2015. KOMBIT og regionerne forventer at den kommunale del af Praksys.dk vil gå i pilotdrift omkring årsskiftet 2015/2016.

Implementering i fokus

I slutningen af 2014 vil KOMBIT samarbejde med kommunerne om at få udpeget implementeringsansvarlige i alle kommuner. De implementeringsansvarlige skal sammen med KOMBIT og CSC bruge 2015 på at sikre, at kommunerne bliver klar til at bruge løsningen og kan høste de potentielle gevinster.